Modstanderne ved fredagens Vester-stævne i Holstebro var ringe. Alt for ringe. Så enkelt kan det siges efter et stævne, hvor kun kampen mellem Puriya Haidari (8-1, 3 KO) og Jovica Jovanovic (1-2, 1 KO) havde reel sportslig værdi.
Promotor Anders Vester erkender da også, at arbejdet med at finde passende modstandere ikke blev klaret til UG med kryds og slange.
“Jeg er ked af, at vi ikke fik leveret stævnet fuldt ud. Vi troede, at der ville blive flere tætte kampe, og det er mit ansvar. Det kan jeg kun undskylde for,” siger Anders Vester til Dagbladet Holstebro.
“Vi havde håbet, at de var bedre. Der kom kun en lige kamp. I resten af kampene var modstanderne underlegne,” tilføjer promotoren, som erkender, at han ikke var spor glad efter at have set kampene, hvor Balkan-modstanderne en efter en blev slagtet uden nogen reel kamp.
“Jeg havde det skidt, da jeg gik hjem, og jeg håber virkelig, vi kan vende tilbage til Holstebro. Måske med Kim Thomsen i en titelkamp,” siger Anders Vester.