Når Mikkel Kessler om 18 dage tager imod Allan Green i Parken, bliver det første gang, at han bokser i letsværvægt. Dermed bliver det en tungere Kessler end sædvanligt, som går i ringen, men det er kun en fordel, for den 33-årige dansker mener selv, at han har fået mere power ud af skiftet i vægtklasse.”Han vil som den første få min nye knockout-power at føle. Det bliver en ubehagelig følelse for ham. Han har stor slagkraft, men boksere med stor slagkraft er typisk ikke selv glade for at blive ramt. De har hårde slag, men ikke en stærk kæbe,” siger Mikkel Kessler til Ritzau.Danskeren er overbevist om, at han vil stoppe Allan Green før tid.”Jeg tror ikke, at Green holder til 12 omgange mod mig, men det finder vi ud af den 19. maj,” siger Mikkel Kessler.Sammen med sin træner Jimmy Montoya har Kessler nærstuderet sin kommende modstander, og han mener derfor ikke, at der er noget, der kan komme bag på ham, når de står ansigt til ansigt om nogle uger.”Vi har analyseret hver eneste af hans bevægelser, så der bliver ingen overraskelser. Han er stærk, og han er hurtig, men jeg giver ham en lektion, når vi mødes i Parken,” siger Mikkel Kessler.

