fredag, 13. februar 2026

01.04 Tom Bogs gør comeback

Efter den massive medieinteresse for kampen mellem Brian Nielsen og Evander Holyfield lancerer Sauerland Event nu Legends of the Ring II mellem Tom Bogs og Carlos Monzon. Kampen finder efter planen sted til november i Parken. Det er en rematch mellem de to mellemvægtere, der boksede mod hinanden om VM-titlen i 1974.

“Det er en fantastisk chance for at genoplive min karriere. Jeg føler stadig, at jeg har nogle gode år i mig endnu”, siger en optimistisk Tom Bogs.

Danskeren er meget opsat på at få en revanche og føler sig i god form. Han mener, at hans chancer vil være bedre nu, hvor han kan finansiere sin træningslejr med sin folkepension.

“Mogens Palle var lidt nærig i sin tid, og jeg mener, at hvis han havde betalt min Dunbonet i træningslejren på Skuldelev Kro, så havde jeg været mentalt på toppen og havde slået Monzon allerede dengang”, udtaler Tom Bogs.

Carlos Monzon er mere tilbageholdende med sine udtalelser. Det skyldes især, at han døde i 1995. Alligevel meddeler han gennem en pressemeddelelse fra Sauerland, at han ser frem til kampen og glæder sig til at komme tilbage til det smukke Danmark, hvor han har så gode minder fra. Han lover ikke at skuffe sine danske fans.

Det faktum, at Carlos Monzon ikke er levende længere, gør ikke, at Sauerland Event vil stoppe kampen.
“Påstandene om at Carlos Monzon skulle være et sminket lig er usande”, lyder de vredt fra Kalle Sauerland, der fortsætter:
“Carlos har aldrig gået med sminke, og han vil komme i sit livs bedste form, når han går ind i Parken. Vi har haft ham til lægetjek hos de bedste læger i Tyskland, og de har sagt god for kampen”.

Han forventer, at Parken vil være fyldt til sidste plads i november.
“Die Dumme Dänen will…”, når han at sige, før mobiltelefonen ringer, og han venligt afslutter interviewet.

Der forlyder officielt ikke noget om boksenes purse, men Tom Bogs oplyser, at han helt sikkert vil kunne få en formiddags-dunbonet mindst tre gange om ugen fremover.

Skulle en af bokserne melde afbud har forretningsfører Chris Meyer sikret sig Nino Benvenutis underskrift som substitut. Det var netop ham Carlos Monzon vandt sin titel fra, da han blev verdensmester.
“Carlos havde bare en heldig dag, da han vandt. Nino er klar til at møde hvem som helst i verden når som helst”, lyder det fra personalet på San Giorno plejehjemmet i Trieste, Italien.

Seneste historier