lørdag, 19. april 2025

01.04 Larsen-Damgaard-revanche skal fjerne stor gæld

Efter op imod seks år med tovtrækkeri og diskussion er den tidligere promotor Robert Larsens mellemværende med sine tidligere boksere nu endeligt afgjort.Lige siden der i maj 2008 gik kludder i Robert Larsens moderat succesfulde boksestævner, har boksere, trænere og forbund stået i kø med girokortene i hånden. Larsen har hårdnakket benægtet at skylde penge til nogen som helst, men han har nu endnu engang måttet finde sig i at blive slæbt i retten af tidligere samarbejdspartnere. Sagen har netop været for en dommer, der kom frem til et noget alternativt udfald:Retten valgte at leve op til sagsøgernes forslag om, at Robert Larsen kan blive alle sine skyldnere kvit, hvis han stiller op til et revancheopgør mod Thomas Damgaard. De to boksere tørnede for mere end 15 år siden sammen i en amatørkamp, og det var en kamp, der for Robert Larsens vedkommende endte marginalt mere succesfuldt end hans tid som promotor.Robert Larsen er glad for rettens afgørelse, og han ser frem til kampen.”Lige siden jeg i 2002 lavede en aftale med Henrik Risum, har jeg trænet frem mod min professionelle debut, så jeg er ved at være i god form. Jeg har fået flettet ind i aftalen, at jeg selv skal være promotor for kampen mod Thomas, så der skulle være en god chance for, at den bliver udskudt et par gange eller 438,” siger Robert Larsen.Ifølge Damgaard og Larsens startbøger endte deres seneste møde med en sejr på knockout til Thomas Damgaard.”Det kan jeg sgu’ ikke huske,” lyder det bemærkelsesværdigt ærligt fra Robert Larsen.”Men hvis der står i min startbog, at jeg har tabt, så passer det ikke. Jeg må være blevet snydt. Jeg har ikke gjort noget forkert, så der er bare tale om en sammensværgelse mod mig,” siger Robert Larsen, der regner med, at han vil kunne sælge tv-rettighederne til DK4, som han i 2007 og 2008 havde et fortrinligt samarbejde med.Heller ikke Thomas Damgaard har de store minder fra den kamp.”Jeg opdagede faktisk ikke rigtigt, at kampen var gået i gang. Jeg troede, det var opvarmning, og at jeg skulle slå lidt på plethandsker, så jeg gik kun efter at ramme hans hænder,” siger Thomas Damgaard, der er glad for at få muligheden for at sætte tingene på plads endnu engang.Ifølge Rygters Bureau er det dog helt rigtigt, at Thomas Damgaard for mange år siden lagde Robert Larsen på langs. Udsigten til, at det kan ske igen, får optimismen til at spore i Robert Larsen.”Hey, så kan jeg jo tjene en masse penge på at ligge ned. Herresmart,” siger han.Robert Larsen vil arrangere kampen mod Thomas Damgaard på GBA-licens, og han er nu gået i gang med at lægge en plan for, hvordan han kan få kredit for de 35 euro, som det koster at arrangere et stævne i forbundets regi.”Det burde ikke være noget problem. Jeg lover dem, at jeg overfører pengene mandagen efter stævnet,” siger Robert Larsen.

Seneste historier