Allerede fra begyndelsen var der gang i løjerne. Runde var tydeligt kommet til Nordjylland for at bokse sin chance, og han angreb gerne Lihaug.
Allerede i 1. omgang måtte kamplederen i gang med at tælle. Runde var gået til angreb, og han ramte da også Lihaug med flere gode træffere. Men dårligt havde nordmanden nået at tage imod, inden han sendte sin højre sveske afsted og knaldede tyskeren bagover på ryggen.
Det var til kampens store fordel, at begge boksere udviste defensive mangler. Lihaug blev helt unødvendigt ramt flere gange, men han var ikke sen til at betale tilbage. I 3. omgang røg tyskeren først ned efter en højre uppercut, og kort efter røg han endnu engang i brædderne. Herefter blev kampen klogeligt vinket af.
Dermed endnu en knockoutsejr til Tim-Robin Lihaug (6-1, 5 KO).
Foto: Wende.
