Promotor Kalle Sauerland modtager med respekt Mikkel Kesslers meddelelse om, at karrieren er forbi. Alligevel er promotoren dog ikke spor sikker på, at den 35-årige tidligere verdensmester har bokset sin sidste kamp.
“Jeg har det lidt med boksere, der pensionerer sig, som jeg havde det med Frank Sinatra: Han kom jo også tilbage gang på gang. På samme måde må jeg indrømme, at jeg tænker i tilfældet med Mikkel Kessler og hans “midlertidige pensionering,” siger Kalle Sauerland til Ekstra Bladet.
“Ærligt: Jeg tror stadig fuldt og fast på, at vi ser ham i ringen igen. Det er der primært to årsager til. For det første er han alt, alt for god til at trække sig tilbage. For det andet er det min opgave, mere end noget andet, at forsøge at skaffe Mikkel en kamp mod Ward eller Froch. Guderne skal vide, at jeg knokler både dag og nat for at få sådan en kamp på plads, og folk, der kender mig, ved, at jeg plejer at få min vilje,” siger den tyske promotor.
Foto: Wende.