Mikkel Kesslers tidligere promotor og manager, Mogens Palle, tror ikke for alvor på, at den 35-årige dansker, som Palle selv førte frem til WBA- og WBC-titlerne i supermellemvægt, er stoppet.
“Det er mit indtryk, når jeg læser det, og han selv siger, at hvis Sauerland kommer op med Ward eller Froch, vil han altid være i form og overveje et comeback. Det siger jo alt om, at manden stadig er til at få i ringen. Det er for at holde hans navn varmt. Derfor kan man ikke sige, at manden er holdt op, for han åbner jo selv en ladeport,” siger Mogens Palle til B.T.
Kessler har hele tiden talt om, at kun en kamp mod en af de helt store kanoner vil være interessant, og set i det perspektiv bakker 80-årige Mogens Palle op om karrierestoppet.
“Jeg synes, at det er en fornuftig beslutning, men jeg tror ikke, at han er stoppet. Men jeg mener ikke, at han vil have en chance mod André Ward. Han er for bevægelig og snu for ham,” siger Mogens Palle, der ikke er overrasket over, at det ikke er lykkedes for Kalle Sauerland at få lavet en kamp mod en af de store.
“Når man som Mikkel Kessler har været ude af rampelyset i to år, så bliver man glemt, så det kommer ikke som nogen overrskelse for mig,” siger Mogens Palle.

