tirsdag, 13. maj 2025

01.02 Let KO til Micki Nielsen

Nordic Fight Night blev lukket med Micki Nielsen, der i en skrækkelig matchning mod George Tevdorashvili fik endnu en let sejr til rekordlisten. Denne gang endda mod en modstander, der tydeligvis ikke havde lyst til at bokse.
 
Micki Nielsen lagde ud i et lidt mere roligt tempo end set mange gange før. Det forhindrede ham dog ikke i allerede i 1. omgang at sende sin georgiske modstander i gulvet.
 
Det lignede dog umiddelbart en situation, hvor George Tevdorashvili var ude af balance. Ganske vist ramte Micki Nielsen ham højt på hovedet, men der var ikke tale om et slag, der burde sende en fuldvoksen cruiservægter til tælling.
 
I 2. omgang havde georgieren dog mistet enhver lyst til kamp. Selvom han ikke blev slået i gulvet, men flere gange faldt, fordi han klamrede sig til Micki Nielsen, havde han tydeligvis ikke lyst til nogen kamp. Da Micki Nielsen endelig fik en smule ram på ham, røg han ned, og kampleder Freddy Rafn vinkede opgøret af – nok mere som en erkendelse af, at Tevdorashvili ikke gad mere, end fordi han var decideret færdig.
 
Dermed endnu en tidlig knockout til Micki Nielsen (12-0, 10 KO).
 
Foto: Wende.

Seneste historier