Et blik på programmet for lørdagens stævne i Frederikshavn afslørede, at der var tale om et stævne, der kun kunne overraske positivt. Og det gjorde det så.Faktisk var det Dennis Ceylans kamp mod Daniele Limone, som på papiret virkede som den mest interessante, der blev den tungeste at komme igennem. En sikker pointsejr blev dog overskygget af de to titelkampe, hvor henholdsvis drama og en høj stemning var i højsædet.Dramaet stod spanske Adasat Rodriguez for, da han godt midtvejs i EU-titelkampen mod Erik Skoglund blev ramt af en højre, som gav ham en flænge ved det venstre øje. Det fik blodet til at stå ud i lårfede stråler, og i 7. omgang bad hans agent direkte sekuntanten om at kaste håndklædet i ringen.Ret ironisk blev Erik Skoglund inden kampen præsenteret som El Matador, mens Adasat Rodriguez havde ”Toro” trykt på sine bukser. Begge boksere var tydeligvis indforstået med deres roller, for Skoglund sendte gang på gang sit jab i hovedet på den blødende spanier, som når tyrefægteren hamrer spydene i tyren.Det sker, at tyren vinder. Det gjorde det bare ikke denne gang, hvor kamplederen kort inde i 12. og sidste omgang vurderede, at skaden nu generede ham så meget, at opgøret burde afbrydes. På det tidspunkt havde svenskeren vundet samtlige omgange, men han var kommet på hårdere arbejde, end de fleste formentlig havde regnet med.Et tab, vi kommer os overAftenens egentlig hovedkamp mellem Cecilia Brækhus og franske Myriam Lamare blev startet med larmende tavshed, da der skulle slås 10 klokkeslag for WBC-præsidenten José Sulaiman, der for nylig stillede træskoene. Et tab, de fleste boksefans nok kommer sig over.Straks kampen var ringet i gang, var der til gengæld ikke meget stilhed. De norske tilskuere har formentlig været i flertal i forhold til de danske i Arena Nord, og denne gang larmede de på en meget behagelig måde. Kobjælderne, der er marginalt mere irriterende end de mennesker, der ikke stiller en næste-kunde-dims ned på båndet efter deres varer, når de står ved kassen i supermarkedet, var blevet hjemme i Norge. Det var den store kærlighed til Cecilia Brækhus ikke, og det var derfor meget populært, da hun efter 10 omgange blev udråbt som fortjent vinder. Undervejs i kampen måtte Myriam Lamare en tur i gulvet, men tæt på en knockout var Cecilia Brækhus aldrig for alvor.Det var der til gengæld andre, der var, for det undercard, der på forhånd virkede lige så interessant som en ny Far til Fire-film, kom til at indeholde masser af drama.Stævnets to øvrige nordmænd, Alexander Hagen og Tim-Robin Lihaug, afgjorde deres kampe før tid. Det samme gjorde svenskeren Anthony Yigit, og han gjorde det oven i købet på en meget glædelig måde. Yigit har i sit første år som professionel slet ikke formået at finde sin stil, hvilket har ført til rodede og dårlige kampe. Nu er han flyttet til København og er begyndt at træne under Joey Gamache, og det kunne ses. Svenskeren leverede karrierens suverænt bedste indsats og kørte Radoslav Mitev over.Heller ikke polske Mateusz Masternak var der herfra de store forventninger til. De tre første omgange mod georgiske Sandro Siproshvili var da også lige så spændende som tv-oversigten fra i går, men i 4. omgang tog djævlen ved den tidligere europamester, der med et enkelt slag sendte georgieren til drømmeland.Dårlig matchningKasper Bruun leverede faktisk en af sine lidt mere opløftende indsatser, selvom han havde alle odds imod sig. Sat over for Andrei Staliarchuk var Bruun den ene halvdel af en elendig matchning. Bruun gjorde alt hvad han kunne for at leve op til sit løfte om underholdning, men når modstanderen er en spoiler, hvis succeskriterie er at undgå en karantæne, så han snart kan bokse igen, er det op ad bakke. Den 26-årige nordjyde måtte da også nøjes med en kæmpestor pointsejr.
Selvom mange af kampene ved gårsdagens stævne ikke blev så skrækkelige, som man efter et blik på programmet kunne have forestillet sig, fjerner det ikke indtrykket af, at Nisse Sauerland har meget at lære, når det kommer til matchmaking. Ikke så få ting hos Sauerland Promotion foregår langt mere professionelt, end da Team Palle var hovedaktøren i dansk profboksning, men netop inden for punktet matchmaking er der god grund til at savne Mogens Palles sikre hånd.Når Sauerlands matchninger er anderledes end Palles, er der dog flere ting at tage hensyn til. Dels er Sauerlands tv-indtægter markant lavere end i Palles velmatsdage, og dels er udbuddet af boksere ikke nødvendigvis, hvad det har været. Det har en meget aktiv matchmaker tydeligt mærket.”Jeg kan sagtens se problemet, men tiderne ændrer sig inden for boksning. For 20 år siden var der en stor mellemgruppe af boksere, som ikke eksisterer længere. Der er en masse bumser, og så er der en masse stærke journeyman, men den mellemste gruppe er der ikke længere. Jeg arbejder som matchmaker og agent, så det ved jeg alt om,” fortæller Alessandro Ferrarini.Han er fra Italien, og han er mere eller mindre fast gæst ved de danske stævner, hvor han ofte leverer modstandere. Ved dette stævne var han manden bag tre af de boksere, der var i Frederikshavn som modstander til en af de nordiske boksere.Gensyn med AlbertslundNæste stævne er allerede om to uger, hvor Albertslund Musikteater danne rammen om Patrick Nielsens WBC Silver-titelkamp mod Tony Jeter (16-3-1, 11 KO) fra USA. Her er Micki Nielsen (12-0, 10 KO), Rashid Kassem (4-0, 2 KO), Simen Smaadal (8-0, 3 KO), Anthony Yigit (9-0-1, 3 KO) og Klara Svensson (12-0, 4 KO) formentlig også på programmet. Derimod bliver der ingen kampe til dansk boksnings to største talenter, der begge plejer ødelagte hænder.Torben Keller er så småt begyndt at bruge sin højre hånd til at slå med igen, mens Dennis Ceylan næver var særdeles mærkede efter lørdagens sejr over Daniele Limone.
”Mine hænder er helt ødelagt. Jeg har haft store problemer med dem, men vi har forsøgt at pakke dem godt ind. Jeg har så meget på knoerne, at jeg dårligt kan få hænderne i handkserne,” lød det efter kampen fra Dennis Ceylan.Trods smerterne i hænderne overvejede Dennis Ceylan ikke at melde afbud til lørdagens stævne.”Jeg er typen, der kæmper. Selvom det gør ondt, bliver jeg ved. Men jeg skal overveje situationen sammen med mit team, for jeg bliver jo aldrig verdensmester, hvis jeg har ondt i hænderne,” sagde Dennis Ceylan.Foto: Wende.