Sarah Mahfoud (15-2) besejrede sent fredag aften Danila Ramos (13-4) i en uhyre tæt og lige kamp. Dermed vinder hun WBO´s internationale titel i fjervægt.
Der blev lagt stille ud for begge boksere og i kampens første par omgange var det småt med højdepunkterne. Sarah Mahfoud scorede mest i de omgange, men det var med Danila Ramos der konstant søgte kampen på de indre linjer.
Danila Ramos fik lagt mere pres på Sarah Mahfoud i de næste omgange og fik presset hende baglæns, uden at Sarah Mahfoud havde det store svar på den sydamerikanske offensiv. Her var det Danila Ramos der fik scoret hos dommerne og tog omgangene.
Mahfoud havde svært ved Ramos´stil og måtte arbejde meget hårdt for at få de fornødne point ind på kontoen. Danila Ramos var konstant i offensiven og sendte mange slag afsted, en stil som man skulle mene passede godt til Sarah Mahfouds gode benarbejde. Mod niende omgangs afslutning, lykkedes det for Danila Ramos at ramme Mahfoud rent med et venstre sving.
Da de 10 hårde omgange var bokset, havde to sidedommerne scoret kampen 96-94 mens en enkelt så kampen uafgjort med 95-95.
Knock-out.dk scorede kampen 96-94 til Sarah Mahfoud.