Det blev en fin debut for Enock Mbilizi (1-0), da han fredag aften pointbesejrede Ghenadie Gatlin (3-16) efter fire omgange. Danskeren viste undervejs prøver på flot teknisk boksning, flotte undvigelser og god kontraboksning, og han viste, at han kan blive spændende at følge som professionel bokser.
Mbilizi møtte fra begyndelsen håndtere en meget aggressiv moldover, der kom farende lige i hovedet på danskeren på jagt efter et vildt slagsmål. Det havde han dog ikke det store held med, for Mbilizi var langt hurtigere på både hænder og fødder og formåede at undgå de vilde angreb og svare igen med kontrastød.
Danskeren boksede med et godt overblik, og han lod sig ikke frustrere af den aggressive og til tider urene moldover. Hurtige jabs fulgt op med kryds og hooks gjorde, at danskeren var i teten, men han måtte hele tiden arbejde og bevæge sig for ikke at få Ghenadie Gatlin lige i hovedet.
På alle parametre var Enock Mbilizi ganske overlegen, men han stod over for en hårdfør modstander, som han aldrig kom i nærheden af at stoppe. At danskeren vandt alle fire omgange og dermed kampen med cifrene 40-36, kunne ingen dog være i tvivl om.
Hvor ærgerligt at der ikke var stream, så os herovre på Djævleøen kunne se med.
En Enock-kopi (hvor armen ikke ryger af) kunne vi godt bruge nogle flere af.