Både Rudy Markussen og Patrick Nielsen kommer til at stå over for modstandere, der på papiret ser solide ud, når de den 20. november skal i ringen i Herning ved Sauerlands TV2 Fight Night.
Markussen skal i ringen mod den 30-årige serber Dejan Ribac, der har en rekordliste med 19 sejre i 20 kampe. Ingen af sejrene giver dog indtryk af, at Ribac skulle være decideret skræmmende, og i 2008 blev han knockoutet af franskmanden Thierry Karl i en kamp om en ligegyldig WBC-titel.
19-årige Patrick Nielsen kommer til at stå ansigt til ansigt med en ubesejret modstander. Der er tale om den 28-årige svensker Adnan Salihu, der har vundet alle sine fire kampe i bar overkrop. Alle kampe er bokset i Belgien, og i de seneste to kampe har han vundet på knockout.
Patrick Nielsen har som bekendt vundet alle sine seks professionelle kampe – de fem på knockout.
