Interviewet er fra en pressemeddelelse fra Messecenter Herning.
Hvordan ser det ud med formen til TV 2 Fight Night i Herning den 20. november?
Jeg er i kanonform. Jeg har lige gået otte omgange á tre minutter med et halvt minuts pause – og det skete på fuldt blæs uden problemer.
Hvordan er din træning til kampen forløbet?
Jeg har holdt mig i løbende form hele sommeren – og sådan set lige siden, jeg boksede min seneste kamp den 15. maj i Herning. Det er klart, at der har været nogle tidspunkter med op- og nedture rent træningsmæssigt, mens jeg ventede på datoen for det næste TV 2 Fight Nightstævne. Men jeg har sådan set holdt mig i gang hele tiden og har sat blæs på her op til kampen.
Hvad har du haft fokus på i træningen?
Jeg har haft fokus på min vægt og min løbetræning samt på min sparring, boksning og så på den fysiske del.
Du har tidligere sparret med Glen Johnson, der har fået Mikkel Kesslers plads i Super Six-turneringen. Hvordan var det?
Jeg sparrede med Glen Johnson for efterhånden mange år siden – det var inden, han nåede at blive verdensmester. Det er en af de bedste sparringspartnere, jeg nogensinde har haft. Han lagde hårdt ud, men så ramte jeg ham med en uppercut, så han måtte sætte sig ned. Siden den dag sparrede vi fint sammen.
Overrasker det dig, at Glen Johnson besejrede Allan Green sidste weekend?
Det kommer slet ikke som en overraskelse. Jeg tror, man skal tage Glen Johnson rigtig seriøst. Han er en modstander, der leverer varen hver gang, og som slår lige hårdt med begge hænder. Det oplevede jeg selv under vores sparring.
Du har udtalt, at du var nervøs i din comeback-kamp ved TV 2 Fight Night i foråret. Er du nervøs forud for denne kamp?
Det med nervøsiteten afspejler sig i, at jeg gik ind til kampen med dobbelt kold lungebetændelse, og det fandt jeg først ud af efterfølgende. Jeg kunne ikke forstå, at jeg blev træt i løbet af kampen og troede derfor, at det var nervøsitet og comeback-nerver, men det viste sig altså at være den her lungebetændelse. Derfor har jeg lige været hos lægen for at blive tjekket, for jeg har faktisk lige været igennem en forkølelse og lidt influenza, men det er overstået og ude af kroppen. Jeg er i topform.
Din modstander ser ud til at være en hård negl med 19 sejre og blot et enkelt nederlag. Frygter du ham?
Næ – jeg frygter ikke nogen modstander. Jeg kender ikke så meget til ham. Jeg har set en af hans kampe på Youtube og har selvfølgelig også lagt mærke til rekordlisten. Den ser da meget fin ud, men dem han har vundet over, synes jeg til gengæld ikke ser særligt ok ud, så jeg har det fint med at møde ham.
Hvad er dine forventninger til kampen?
Jeg går ind til kampen med oprejst pande, som jeg har altid har gjort, og så vil jeg vil bokse kampen og tage min chance, hvis og når den opstår.
Regner du med at gå tiden ud, eller vinder du på KO?
Det synes jeg ikke, jeg kan sige noget om lige nu. Jeg vil sådan set bare gå ind i ringen og give den alt, hvad jeg har. Så må vi se, hvad der sker derfra.
