22.12 Brækhus bokser VM-kamp i Herning

Når Sauerland Event den 12. februar arrangerer årets første TV 2 Fight Night i Herning Kongrescenter, skal norske Cecilia Brækhus forsøge at forsvare alle sine tre VM-bælter i weltervægt. Det fortæller hun til avisen Verdens Gang.

“Jeg fik at vide lørdag aften, at jeg skal bokse igen den 12. februar, men modstanderen har jeg ikke fået noget navn på endnu,” siger Cecilia Brækhus til avisen.

Brækhus forsvarede senest sine titler i november, da hun i Herning stoppede den ikke ligefrem skræmmende modstander Eva Halasi i tredje omgang.

Matchmaker hos Sauerland Event, Hagen Döring, vil endnu ikke fortælle, hvem Brækhus skal bokse mod i februar.

“Det er for tidligt at melde ud med det. Jeg må snakke med Cecilia om det først,” siger han.

Seneste historier