Det blev en skuffende forestilling, da Evander Holyfield i nat boksede mod Sherman Williams i White Sulphur Springs, West Virginia. Det var tænkt som en opvarmningskamp til mødet med Brian Nielsen den 5. marts, men endte med et cut over venstre øje til den tidligere verdensmester. Flængen kom som følge af at bokserne stødte hovederne sammen ved et uheld i anden omgang. Skaden var så slem at kampen måtte stoppes efter tredje omgang, da Evander Holyfield ikke kunne se. Da kampen ikke nåede slutningen på fjerde omgang blev den dømt for en “no contest”. Indtil da havde Evander Holyfield ikke imponeret og blev flere gange ramt hårdt af Sherman Williams højrehånd.
Med kun seks uger til kampen mod Brian Nielsen i DRs koncertsal er det tvivlsomt, om Evander Holyfield kan nå at blive klar.

