Den første kamp ved aftenens stævne i DR’s Koncertsal blev hurtigt overstået. Straks fra begyndelsen stod det klart, at nummerpigen i denne kamp næppe ville komme på overarbejde. Allerede i midten af 1. omgang blev englæderen Patrick Maxwell sendt i brædderne af den ubesejrede tysker Dustin Dirks.
En perfekt højre til kæben sendte englænderen til tælling, men det lykkedes ham at komme på benene. Resten af 1. omgang – og det meste af den efterfølgende 2. omgang – svarede han fint igen, selvom det var tyskeren, der var ovenpå af de to.
I samme øjeblik som klokken, der ringede 2. omgang af, lød, blev Maxwell endnu engang sendt i brædderne. På vaklende ben blev han hjulpet til sit ringhjørne, og mens han sad på sin stol, vurderede kampleder Per Hansen, at kampen ikke skulle fortsætte.
22-årige Dustin Dirks udbyggede dermed sin rekordliste til 20-0, 14 KO.

