Første pointsejr til Piddubnyy som professionel

For første gang som professionel bokser måtte Nikolay Piddubnyy (6-0) gå samtlige omgange. Mod Viktar Chvarkou (7-35) var sejren først i hus, da gongongen lød efter sjette og sidste omgang.

Det var Piddubnyy, der kontrollerede de første omgange af sværvægtsopgøret mod Viktar Chvarkou fra Belarus. Der var ikke mange tunge træffere, men den dansk-ukrainske bokser viste flot teknisk boksning, hvor han kom godt ud på siden og undervejs også skiftede til southpaw. Herfra fik han blandt andet afleveret flere hooks med højre hånd.

Piddubnyy varierede sine slag godt og holdt konstant presset på Chvarkou. Når de to boksere kom tæt på hinanden, var ukraineren god til at tage et skridt tilbage og få plads til at aflevere nogle gode, dybe slag. Det var dog ikke nok til for alvor at gøre skade på Chvarkou, der samtidig var dygtig til at passe på sig selv.

I sjette og sidste omgang blev Chvarkou en smule mere aktiv, men Piddubnyy fik svaret godt igen. Store dele af omgangen var dog præget af belaruserens forsøg på at komme tæt på, holde fast og forstyrre Piddubnyys arbejde.

De seks omgange kom på mange måder til at ligne hinanden, og Piddubnyys sejr var aldrig for alvor i fare. Til gengæld var der heller ikke på noget tidspunkt udsigt til en afslutning før tid. Ukraineren vandt samtlige omgange og fik tilkendt en pointsejr på 3 x 60-54.



LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

Seneste historier