12.05 Bruun frarådede Fruensgaard-brødrene at skrive under

Det var ikke udelukkende smil og opmuntrende klap fra skulderen, Kasper og Morten Fruensgaard fik fra deres omverden, inden de skrev professionel kontrakt med Robert Larsen.

Kasper Bruun, der er personlig ven af de to tunge boksere og tidligere har bokset for Robert Larsen, tøvede ikke med at fraråde de danske mestre i henholdsvis sværvægt og supersværvægt at lave en aftale med Robert Larsen.

“Jeg rådede dem til ikke at skrive under. Jeg kan godt forstå, at de gerne vil være professionelle, men jeg kan ikke forstå, at de vil arbejde sammen med den klovn,” siger Kasper Bruun til Nordjyske.

Bruun debuterede i marts 2008 som professionel til Robert Larsen, men forholdet endte med en konflikt, hvor Bruun måtte kæmpe en hårdere kamp, end han havde gjort i ringen, for at komme ud af kontrakten.

“Jeg var fanget, fordi min kontrakt ikke var godt lavet, og derfor gikd er næsten to år, hvor jeg ikke kunne bokse. Robert kunne i princippet være kommet tilbage og have givet mig de sidste kampe i slutningen af perioden, og derfor kunne jeg ikke komme ud af aftalen,” siger Kasper Bruun

Har haft en god dialog
Kasper og Morten Fruensgaard, der begge er 25 år og som amatører har bokset for Lindholm Bokseklub, og de har valgt at tage chancen i bar overkrop, da de ikke mener, der ligger ret mange oplevelser og venter på dem som amatører. At de har lavet en aftale med en manager, hvis ry er lige så plettet som Pippi Langstrømpes hest, generer dem ikke.

“Der går mange rygter i bokseverdenen, og der er altid nogen, der ikke kan lide nogen andre. Det eneste, jeg kan sige, er, at vi har haft en god dialog med Robert, hvor han er kommet med sin version af sagen, og igen så tager vi gerne chancen, for der er ingen, der ved, om vi får en ny på et andet tidspunkt,” siger Kasper Fruensgaard.

Robert Larsen tager det ikke så tungt, at en af hans tidligere boksere langer ud efter ham.

“Det kan jeg ikke rigtigt bruge til noget. Det må stå for Kaspers egen regning,” siger Robert Larsen.

Seneste historier