Superletvægteren Oliver Maximilian (4-0) har fået endnu en kamp i kalenderen. Den 28. november går danskeren i ringen i Alboraya ved Valencia i Spanien, hvor han skal møde moldoviske Ion Grosu (0-2).
Grosu har bokset begge sine hidtidige kampe i hjemlandet, hvor han blandt andet har tabt til Mihai Anton, der tidligere har været i Danmark som modstander til både Rasmus Mikkelsen og Nesar Kunduzi.
Moldoveren har lidt et nederlag før tid, og på papiret ligner det derfor en modstander, som Maximilian bør kunne besejre. Alt andet end en overbevisende dansk sejr vil således være en stor overraskelse.
Maximilian var senest i aktion for knap to uger siden, hvor han stoppede en overmatchet moldovisk bokser ved et stævne i Spanien.
Stævnet i Alboraya arrangeres af Albi Sorra og hans Too Smart Promotions.
