Jakob Kjeldberg bliver ring announcer til Kessler-stævnet

Det bliver hverken “Lets get ready to rumble” af Michael Buffer, “It’s showtime” fra Jimmy Lennon Jr. eller “The fight starts now” fra David Diamante når Mikkel Kessler (46-3) lørdag den 28. november går i ringen mod amerikanske Bernard Joseph (12-4-1).

I stedet bliver det den mangeårige Robinson-vært og tidligere professionelle fodboldspiller Jakob Kjeldberg, der får opgaven som ring announcer ved stævnet i Brøndby Hallen. En opgave, som den erfarne tv-vært ikke tidligere har prøvet kræfter med.

“Jeg er meget spændt, beæret og enormt ydmyg. Det er jo en kæmpe ære, for jeg er en ung mand på 57 år, der er vokset op med de helt store kampe og de legendariske ring announcers. Det bliver meget specielt. Ren gåsehud,” fortæller Jakob Kjeldberg til B.T.

Sidste gang at Kjeldberg lavede noget tv-mæssigt, der havde med boksning at gøre, var dengang at Brian Nielsen og Mike Tyson tørnede sammen i Parken for godt og vel 25 år siden.

“Jeg var vært på udsendelsen, dengang Brian Nielsen mødte Mike Tyson i Parken i 2001. Der stod vi i seks timer og bagte op. Så på den måde har jeg fået det lidt ind under huden. Jeg kan virkelig godt lide boksning, men jeg er ikke ekspert. Det vil jeg ikke kalde mig. Men derfor vil jeg stadig give den gas de få sekunder, jeg er på” siger han afslutningsvis til B.T.

Med en måned til det planlagte stævne i Brøndby Hallen er der endnu ikke offentliggjort kampe på underkortet. Billetter til arrangementet er dog allerede sat til salg via Ticketmaster.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

Seneste historier