Oliver Zaren (19-0-1) kommer på en meget stor udfordring, når han torsdag 8. oktober i Quebec, Canada, går i ringen til kampen om IBF- og IBO-titlerne i supermellemvægt.
Her møder den ubesejrede dansker, den skræmmende cubanske verdensmester Osleys Iglesias (15-0) med hele 14 knockout-sejre på cv’et.
Men den 26-årige dansker tror fuldt og fast på sine egne evner.
“Iglesias er utrolig stærk, ubesejret og har en knockout-procent, der ligger tæt på 100. Men det skræmmer mig ikke. Jeg tror fuldt og fast på, at mine tekniske evner er mere end gode nok til at tage verdensmesterskabet med hjem til Danmark” lyder det fra Oliver Zaren i pressemeddelelse.
Det er efterhånden mange år siden, at en mandlig dansk bokser sidst stod i en VM-titelkamp.
Vi skal helt tilbage til 2013 for at finde det seneste eksempel. Dengang var det Oliver Zarens egen træner, Mikkel Kessler, der i en kamp i England tabte til Carl Froch. I den kamp var WBA- og IBF-titlerne i supermellemvægt på spil.
“Det her er den største mandlige danske boksekamp i over 13 år. Det siger alt om størrelsen på den mulighed, Oliver står med” lyder det fra hans promotor Kasper Holgersen, der fortsætter.
“Vi har arbejdet målrettet på at bringe dansk boksning tilbage til den internationale top. Nu står vi med en dansk bokser, der skal kæmpe om to verdensmesterskaber mod en ubesejret verdensklassebokser. Det er præcis dér, vi skal være. Oliver har taget alle de rigtige skridt. Han har bokset sig til muligheden, og nu handler det om at gribe den. Vi tror på, at han kan gøre noget helt ekstraordinært i Québec” siger en optimistisk promotor.
For Oliver Zaren er denne mulighed, kulminationen på mange års hårdt, dedikeret og målrettet arbejde.
“At bokse om en VM-titel har altid været min største drøm. Det er noget, jeg har arbejdet hen imod, siden jeg var lille. Hele min karriere har handlet om at nå hertil. Nu er jeg her, og jeg er klar til at levere, når det virkelig gælder.”
Danskeren vil være kæmpe underdog, når han går i ringen. På BoxRec har deres “Fight Predictor” vurderet at Osleys Igelsias chancer for at bevare sine titler er på 89 % – mens troen på et dansk mirakel på canadisk grund er helt nede på 9 %.
