Mogens Palle er kommet med et alternativt tilbud til sin tidligere bokser, Rudy Markussen. Bokseren skylder stadig penge til Mogens Palle, og derfor har Palle tilbudt ham en lukrativ kamp, hvor han samtidig kommer af med sin gæld.”Jeg mødtes med Rudy for et par uger siden ude på Scandinavia Hotel, hvor jeg gav ham et tilbud om at møde Brian Magee i en kamp arrangeret af mig, sådan at Rudy fik et pænt økonomisk udbytte af kampen, samtidig med at han blev gældfri over for mig,” siger Mogens Palle til TV 2 Sport.”Rudy sagde ja til mit forslag. Han gav mig hånd på, at det var en aftale,” siger Mogens Palle, der har kontaktet Markussens tyske promotor, Sauerland Event, for at få dem med på idéen.Mogens Palle har 250.000 kroner til gode hos Rudy Markussen. Trods en tur i retten er deres mellemværende endnu ikke ude af verden.
