Den 17. marts inviterer Sauerland Event og Viasat igen de danske boksefans til boksning. Denne gang er invitationen endvidere sendt ud til de norske boksefans, for stævnet er henlagt til den nordjyske havneby Frederikshavn, hvorfra færgen sejler direkte fra de norske byer Oslo og Larvik.Og der er en mening med, at stævnet er blevet placeret et sted, hvor det er let at komme til og fra for nordmændene. For øverst på plakaten står den norske WBA-, WBC- og WBO-verdensmester i weltervægt, Cecilia Brækhus.Brækhus (19-0, 5 KO) skal ud på karrierens største opgave, når hun møder franskmanden Ann-Sophie Mathis (26-1, 22 KO).Promotor Nisse Sauerland fortæller i en pressemeddelelse, at der vil komme endnu en hovedkamp – med dansk deltagelse – på programmet, og at der desuden vil komme flere danske boksere på stævnet.
