Det var en selvsikker Brian Magee, der onsdag mødte de danske medier i den åbne træning i Fitness.dk på Østerbro i København.36-årige Brian Magee er indehaver af WBA interim titlen i supermellemvægt, og det er den titel, som Rudy Markussen på lørdag vil forsøge at vriste fra ham, når de mødes i Brøndby Hallen. Det kommer dog ikke til at ske, hvis det står til Magee.”Jeg er i min bedste form nogensinde. Jeg har stor respekt for Rudy Markussen, men jeg tror, at jeg er hurtigere og bedre, end han er,” siger Brian Magee ifølge en pressemeddelelse.Nordireren føler, at han har forberedt sig godt på sin danske modstander.”Jeg har set et par af hans kampe, og jeg kan se, at han har en god power, men jeg har endnu mere power. Jeg er forberedt på en hård kamp, og jeg vil forsvare min titel,” siger han.Rudy Markussen er kendt for at være en meget hårdtslående bokser, men den danske power skræmmer ikke på forhånd nordireren. Han har nemlig været i ringen mod folk, der efter hans overbevisning har endnu mere krudt i handskerne end danskeren.”Jeg har bokset mod Carl Froch, og jeg tror ikke, at Rudy Markussen slår lige så hårdt som ham, selvom det er svært at sammenligne,” siger Brian Magee.
