18.11 OPTAKT: Julio Chavez, Jr. – Peter Manfredo, Jr.

I morgen går det løs i Reliant Arena i Houston, hvor den forsvarende WBC-mester i mellemvægt, Julio Cesar Chavez, Jr for første gang skal forsvare sin titel mod Peter Manfredo, Jr.

Kampen bliver samtidig en skæbnekamp på flere måder for udfordreren, 30-årige Manfredo (37-6, 20).

Han blev for alvor et stort navn i USA for syv år siden, da han deltog i boksningens svar på X-Factor, ‘The Contender’, der havde Sylvester Stallone og Sugar Ray Leonard med som indpiskere og mentorer. Det var historien om en ung, stolt, følsom familiefar, der via boksningen prøvede at forsørge sin familie. Og det gik rent ind hos amerikanerne. På trods af to nederlag mod den senere verdensmester, Sergio Mora, er det vist ikke helt forkert at påstå, at netop Contender-hypen har sikret Manfredo kassekampe, hvor han i dén grad er blevet overmatchet. Både mod Calzaghe – lige inden denne mødte Kessler – og Sakio Bika fik han læsterlige klø i tredje omgang.

Efter kampen mod Bika sagde han faktisk stop. Han valgte dog derpå at give karrieren et nyt pust ved at gå ned i mellemvægt, hvor han rent faktisk har vundet sine seneste seks kampe mod jævne modstandere. Om kovendingen i virkeligheden skyldes, at Manfredo har tabt op mod to mio. dollars i ejendomsspekulationer, melder historien intet om. Men faktum er, at Manfredo ved siden af boksningen har virket som arbejdsmand ved blandt andet at gøre rent i selvsamme arena, som han har bokset flere af sine kampe i. Til boxingscene.com siger Manfredo selv, at vinder han ikke kampen mod Chavez, så er det slut.

25-årige Julio Cesar Chavez, Jr – søn af den legendariske mexicanske fighter Julio Cesar Chavez, der blev verdensmester hele seks gange i tre vægtklasser – vandt WBC-verdensmesterskabet efter en meget kneben sejr mod tyske Sebastian Zbik i Los Angeles tidligere på året. Han er ubesejret i sine første 44 kampe (43-0-1, 32). For to år siden blev han frataget en ellers klar pointsejr over Troy Rowland efter at have været testet positiv for det ulovlige vanddrivende middel, furosemid. Derefter tog karrieren dog fart med sejre over store navne som John Duddy og dennes eneste overmand, Billy Lyell, inden han vandt over Zbik.

Chavez-lejren har håndplukket Peter Manfredo, Jr. til det første titelforsvar. Navne som den ubestridte verdensmester, argentineren Sergio Martinez og landsmanden, den tidligere Pavlik-udfordrer Marco Antonio Rubio, har været oppe at vende, men begge er blevet anset for store trusler mod den stadig unge Chavez. Faktisk skulle Chavez have mødt en anden legendesøn, Ronald Hearns, i september, men måtte trække sig fra kampen – angiveligt på grund af en skade. Derfor faldt valget på Manfredo, der – trods sin manglende verdensklasse – stadig har et stort navn og kan trække mange tilskuere i USA, hvor kampen skal bokses.

Ved det indledende pressemøde i går omtalte begge boksere hinanden med respekt. Der var ikke de store armbevægelser, men begge lejre osede af ydmyg selvtillid før lørdagens VM-fight, der bliver bokset i Reliant Arena, Houston. Forhåndsfavoritten blandt eksperterne er naturligvis Chavez, men flere eksperter forudser en mere jævnbyrdig kamp, end man venter, idet Chavez ikke umiddelbart har det killerpunch, der skal til for at knække Manfredo. Hvis Manfredo omvendt formår at trække tempoet ud af kampen og gøre det til en taktisk forestilling, så har han måske en chance.

Der vil blive anvendt såkaldt partial-open-scoring. Det vil sige, at de officielle score cards bliver annonceret efter fjerde og ottende omgang.

Kampen vil blive sendt på TV2 Sport lørdag nat fra kl. 4.30.

Seneste historier