tirsdag, 28. september 2021

Thorslund-lejr villig til at arrangere danskeropgør: Forhøjer Palles tilbud

Parterne bag de to danske verdensmestre Dina Thorslund og Sarah Mahfoud har ikke kunnet nå frem en aftale om en kamp, og derfor forsvarer Thorslund den 13. november sin titel mod mexicanske Zulina Munoz i Kolding. Det vækker stor vrede i Mahfoud-lejren, hvor promotor Mogens Palle mener, at Thorslund undviger en kamp mod Mahfoud.

Mogens Palle understreger, at han har givet Dina Thorslund et konkret tilbud på et danskeropgør.

“Vi er desværre blevet mødt med en afvisning og økonomiske krav, som er helt ude i hampen,” siger Mogens Palle ifølge en pressemeddelelse.

I Thorslund-lejeren er man dog ikke tilfreds med det tilbud, der er kommet.

“Det er rigtigt, at vi har modtaget et tilbud, og når man er nede og tilbyde 150.000 for en kamp, hvor vi tidligere har modtaget et tilbud omkring en million, så er det helt gakkelak. Oven i det så vil Mogens Palle have en klausul på Dina på to kampe uden udløbsdato, og med hans stævneaktivitet, så når vi at sidde på plejehjem, inden at det ville være færdigt,” siger Dina Thorslunds træner og rådgiver Thomas Madsen til Ekstra Bladet.

Han foreslår i stedet, at han kan arrangere opgøret.

“Vi kan lave den i februar/marts i Struer, hvor Sarah så vil få 300.000 kroner uden optioner. Hun kommer og bokser og færdig, som det nu engang normalt er,” siger Thomas Madsen.

Seneste historier