tirsdag, 7. december 2021

Thorslund imponerede og leverede flot knockout

Når man banker The Ring’s nr. 1 i gulvet, så hun bliver der – så har man gjort det godt.

Og det var præcis, hvad Dina Thorslund (17-0) gjorde lørdag aften, da hun forsvarede sit WBO-bælte mod mexicanske Zulina Munoz (53-4-2). Efter en rigtig god dansk indsats blev Munoz i 7. omgang sendt ned af et vestjysk leverhug, og så rejste hun sig ellers ikke.

En imponerende bedrift af Thorslund, som dermed slog fast, at hun er blandt de bedste i verden.

Dina Thorslund indledte opgøret bedst, og efter en forholdsvis rolig 1. omgang kom der mere gang i løjerne i 2. omgang. Her måtte Munoz til tælling efter et perfekt venstre hook til kæben fra Thorslund.

Mexicaneren blev helt regulært slået ned, men alvorligt rystet var hun ikke, og hun kunne derfor fortsætte.

Thorslund vandt også den efterfølgende omgang, men det var også her, at udfordringerne begyndte at komme snigende. Danskeren gik efter 3. omgang til hjørnet med en ordentlig bule i panden, og da det formentlig var mexicaneren, som knebent sikrede sig 4. omgang, begyndte det alligevel at virke spændende.

Dina Thorslund var klart hurtigere end Munoz, og når danskeren angreb med sine serier begyndende med en uppercut, var der gevinst. Munoz er ikke specielt hurtig og ikke særlig bevægelig, og det var guf for Thorslund, der viste rigtigt gode takter og midtvejs i kampen havde sikret sig et godt forspring.

I 7. omgang faldt den flotte afgørelse.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

Seneste historier