torsdag, 28. marts 2024

Khybar Akbari fik heldig uafgjort i sin profdebut

Khybar Akbari (0-0-1) var særdeles heldig med ikke at tabe sin debut som professionel bokser. Georgiske Kanstantine Jangavadze (5-24-3) lignede efter fire omgange en overbevisende vinder, men dommerne ville det anderledes.

I boksestil har Khybar Akbari mange ligheder med sin lillebror: Han er en bevægelig og teknisk velfundneret bokser, som dog virker en anelse mere offensivt indstillet end Payman Akbari.

Bevægeligheden fik dagens debutant brug for, da hans georgiske modstander var kommet til Vestjylland for at kæmpe sin chance.

Efter en god dansk 1. omgang, som Akbari vandt sikkert, blev det anderledes usikkert i 2. omgang, hvor Jangavadze fik sat flere gode bomber ind på Akbari. Først i form af et højre hook til kæben, og senere var det et venstre sving, der ramte rent på danskerens ansigt.

Khybar Akbari virkede allerede midtvejs i kampen ganske træt, og det gik voldsomt ud over hans defensiv, hvor det i 3. omgang igen var georgieren, der kom ind med de største bomber. Khybar Akbari ligner en fin teknisk bokser, men han var alt for åben, og det udnyttede den offensive Jangavadze effektivt.

I sidste omgang var det den angribende georgier, der satte dagsordenen. Han tvang Akbari rundt i ringen, og danskeren formåede ikke at undvige og bokse kontra.

To dommere scorede opgøret 38-38, mens den tredje havde lidt uforståelige 39-37 til Khybar Akbari. Knock-out.dk scorede kampen 39-37 til Konstantine Jangavadze.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

Seneste historier