tirsdag, 28. september 2021

Et lille skridt fremad for TK Promotion

For arrangøren, TK Promotion, blev lørdagens stævne i Ringkøbing et lille skridt i den rigtige retning. De fire boksere, der er på fast kontrakt hos Kasper Holgersen, vandt deres kampe, men selvom det på papiret skete i meget overbevisende stil, og selvom der til tider blev budt på overordentlig fin teknisk boksning, vil det kræsne publikum formentlig kræve lidt mere, inden der kan blive tale om hovedkampe.

Jacob Bank (4-0) er staldens store håb for fremtiden, og det er bestemt ikke uden grund. Den 20-årige mellemvægter er smækfyldt med god boksning, og da han lørdag aften besejrede ukrainske Vyacheslav Andreiev (4-1), fik han brug for hele sit tekniske boksearsenal. Ukraineren havde en rækkevidde på omtrent en kilometer, og det fik Jacob Bank til at bokse med ekstremt stor bevægelighed. Det virkede så langt, at den sikre pointsejr aldrig kom i fare.

Problemet var blot, at Jacob Bank gennem hele kampen var så meget i bevægelse, at han kun i meget få tilfælde stod med fødderne plantet på gulvet. Dermed fik hans slag ikke den samme effekt, som hvis han havde stået med vægten på fødderne, og det gav en boksekamp, der på mange måder mindede mere om en amatørkamp. Ikke et ondt ord om amatørboksning, men når en professionel fighter skal ud på en lang distance – og det skal Jacob Bank inden længe – skal der mere til. En professionel bokser er beskæftiget i underholdningsbranchen, og hvis han vil være hovedkæmper, kræver det altså lidt mere end blot at score et par point mere end modstanderen.

Jacob Bank fortalte efter kampen, at han fandt det nødvendigt at bokse en smule anderledes end normalt, fordi hans modstander havde så ekstremt lange arme.

”Jeg er normalt god til at bokse udefra, men når han er så høj, er det svært, for så kan jeg ikke rigtigt bokse udefra og på kontra på samme måde. Så jeg prøvede nogle forskellige ting, men jeg skulle nok have holdt mere fast i min stil,” fortalte Jacob Bank.

Siger du, at du boksede ham forkert?

”Det kan godt være, at jeg boksede ham lidt forkert. Man kan jo altid gøre noget bedre. Selvom efter rigtigt gode kampe, er der noget, man kan forbedre,” lød det fra den ubesejrede mellemvægter.

Jacob Bank (4-0) mod Vyacheslav Andreiev (4-1)

Talent er i hvert fald ikke nogen mangelvare hos danskeren. Måske er det derfor, det er vanskeligt at føle sig 100 procent tilfreds, selvom han vinder klart over en ikke ueffen modstander.

Sikre sejre til Møllenberg og Akbari

De to øvrige TK Promotion-boksere, der kan være potentielle hovedkæmpere, Oliver Møllenberg (8-1-1) og Payman Akbari (5-0), sikrede sig begge klare pointsejre. Møllenberg måtte som ventet arbejde hårdt mod ungarske Oszkar Fiko (33-33-1), som er en af den slags journeymen, som mange besejrer, men som det er de færreste, der ser virkelig godt og overbevisende ud mod. Det gjorde Møllenberg heller ikke, for selvom han vandt alle seks omgange, sad man med en fornemmelse af, at det ikke var den skarpeste udgave af Oliver Møllenberg, som nogensinde har været i en boksering.

Den slags er dog til at leve med – især når forrige kamp endte med en rød prik på rekordlisten. At have en sejr i bagagen er godt for selvtilliden, og selvom Oliver Møllenberg i de kommende måneder har planer om at skifte boksningen ud med omdeling af brochurer og skrivning af læserbreve i et forsøg på at blive kommunalpolitiker, bliver der forhåbentlig og formentlig også tid til at holde formen ved lige til eventuelt kommende kampe.

Oliver Møllenberg (8-1-1) mod Payman Akbari (5-0)

Payman Akbari (5-0) har så vidt vides ingen planer om at blive politiker, så han skal bruge de kommende måneder i træningslokalet på at blive endnu bedre frem mod næste kamp. Den 20-årige letvægter er allerede temmelig god, og polske Jakub Laskowski (4-6-1) fik ikke et ben til jorden i de seks omgange, hvor han blev kontraudvokset efter alle kunstens regler.

Akbaris naturlige stil er at være meget bevægelig og undvigende og svare igen med kontrastød. Det har indtil videre virket ganske perfekt for ham, og det lader til at være en stil, der er så dybt forankret i ham, at det aldrig bliver anderledes. Om det er en stil, der nogensinde kan gøre ham til en bokser, der kan blive hovednavn og bære større stævner, er langt fra sikkert, men hans tekniske boksning er bestemt fornøjeligt at se på.

Teknikken sat på stand by

Den tekniske boksning var til gengæld sat på stand by, da Jeppe Møller Christensen (2-0) og Piotr Rzyman (2-5) tævede løs på hinanden i seks omgange. Jeppe Møller Christensen har ikke meget amatørerfaring – blot 10 kampe blev det til – og det bar hans kamp mod Piotr Rzyman præg af. Den fysiske styrke er stor, og Jeppe Møller Christensen boksede i begyndelsen særdeles aggressivt i et forsøg på at få en hurtig afgørelse.

Jeppe Møller Christensen (2-0) mod Piotr Rzyman (2-5)

Polakken lagde sig imidlertid ikke ned så let, som et kig på hans rekordliste ellers kunne give indtryk af. Og da Rzyman i 4. omgang begyndte at komme med i kampen, kunne man frygte, at danskeren havde slået sig træt i den forgæves jagt på en afgørelse før tid. Så galt gik det dog ikke, og Jeppe Møller Christensen kunne slå en sikker pointsejr hjem.

Verdensmester bliver Jeppe Møller Christensen næppe på denne side af juleaften, men han er alligevel en type, der pynter på et stævne. Imellem al den teknisk gode boksning er det befriende at se en bokser blive hamret i gulvet, og selvom det ikke lykkedes denne gang, er det netop den type bokser, som Jeppe Møller Christensen er.

Nederlag til Michael Nielsen

Michael Nielsen (5-1) bliver formentlig heller ikke verdensmester på denne side af jul, for lørdag blev han sat et stort skridt tilbage med et nederlag mod italienske Mattia Occhinero (7-0-1). At der ville blive tale om en vanskelig kamp for Michael Nielsen mod en fysisk stærk modstander vidste vi godt, men at han ville blive kørt over på mindre end to omgange, var alligevel mere, end man kunne have regnet med.

Mattia Occhinero gjorde sig – udover en temmelig særpræget frisure, der gjorde det muligt at forveksle ham med en ananas – bemærket med en stribe grimme dybe hooks og uppercuts, der hurtigt kom til at gøre livet surt for danskeren. Der var derfor heller ikke noget at sige til, at kamplederen allerede midtvejs i 2. omgang havde set nok.

Michael Nielsen (5-1) mod Mattia Occhinero (7-0-1)

Stævnet blev indledt med tre amatørkampe, hvor det især er værd at lette på hatten for sværvægteren Kamal Isse fra Herlev. Den lokale vestjyske helt Mathias Burgaard Madsen stod få timer før stævnestart og manglede en modstander, da den planlagte bokser meldte afbud med sygdom. Fire timer før, gonggongen lød, sad Kamal Isse hjemme i Herlev og sagde ja til at bokse i den modsatte ende af landet. Det er fantastisk, at der stadig findes den type boksere, der har modet til at træde til med kort varsel for at forhindre aflysninger. Kamal Isse fik sig i øvrigt en fortjent sejr med hjem til Herlev.

TK Promotion har planer om et stævne mere på denne side af årsskiftet. Det bliver med Dina Thorslund (16-0) i hovedrollen i et forsvar af WBO-titlen.

Seneste historier