torsdag, 18. april 2024

Ditlev foran mulig stor udfordring i november

Ditlev Rossing (14-0) kan til november komme til at stå foran en meget stor udfordring i bokseringen. Promotor Mogens Palle fortæller således, at han er i dialog med Constantin Bejenaru (14-1) om en kamp mellem de to.

“Jeg forhandler om en kamp i Danmark mellem Ditlev Rossing og Constantin Bejenaru, som i sin seneste kamp boksede om WBA’s verdensmesterskab og har besejret verdensranglistens nummer 1 Thabiso Mchunu om WBC’s silver cruiservægt titel. Såfremt det lykkes at få de sidste detaljer på plads, skal kampen bokses ved Danish Fight Night’s førstkommende stævne i november,” siger Mogens Palle ifølge en pressemeddelelse.

Bejenaru boksede senest i december 2019, hvor han led karrierens hidtil eneste nederlag mod Arsen Goulamirian i en kamp, der gjaldt WBA-titlen. Hans bedste sejr kom i 2017, hvor han pointbesejrede sydafrikanske Thabiso Mchunu, der aktuelt er nr. 1 på WBC’s verdensrangliste.

Ditlev Rossing boksede senest i februar 2020, og ligesom mange andre danske boksere længes han efter at komme tilbage til ringen. Nu ser det ud som om, at ventetiden snart kan være ovre.

“Ditlev Rossing er en meget dygtig bokser, der har dynamit i næverne og samtidig besidder en fantastisk vilje og indstilling, der kan bringe ham meget langt i karrieren. Han har allerede fået tilbudt VM-kampe på udebane mod henholdsvis Kevin Lerena og Arsen Goulamarian. Han var desværre ramt af en håndskade, da tilbuddet fra Goulamarian kom, men nu ser det ud til, at han kan få muligheden for selv at bringe sig helt til tops på verdensranglisterne med en sejr i Danmark. Det bliver dog en meget svær opgave, og den kræver naturligvis ideelle forberedelser herunder de bedste betingelser for international sparring, hvilket der også vil være tænkt på,” siger Mogens Palle.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

Seneste historier