torsdag, 18. august 2022

Det bliver en historisk aften – og vi tror på, at vi får en ny EBU-mester…

Mogens Palles boksemæssige nekrolog er skrevet mange gange gennem årene, men først nu ligger det endeligt fast: Torsdagens stævne bliver hans sidste. 64 år, 5 måneder og 14 dage efter, at han i november 1957 i K.B. Hallen på Frederiksberg arrangerede sit første stævne, takker Mogens Palle af i Frederiksberg Hallerne blot få hundrede meter fra, hvor det hele begyndte. Alene derfor er stævnet historisk.

At muligheden endvidere er til stede for, at Danmark igen kan få en europamester, gør stævnet til det sportsligt mest interessante i meget lang tid. Ganske vist bokser Sarah Mahfoud (10-0) VM-kamp mod tyske Nina Meinke (12-2), og det er givetvis det opgør, som vil få størst opmærksomhed fra den kulørte presse, men set ud fra et sportsligt perspektiv er EM-kampen mellem Enock Poulsen (11-0) og Franck Petitjean (25-5-3) aftenens lækkerbisken.

26 gange tidligere har Mogens Palle kreeret en europamester. 21 danskere og en håndfuld nordmænd og svenskere har med Mogens Palle som bagmand bokset sig frem til EBU-bæltet, og dermed kan Enock Poulsen med en sejr over Franck Petitjean skrive sig ind på en fornem liste af boksere, der til evig tid vil stå i historiebøgerne.

Hvis Enock Poulsen bokser op til samme niveau, som han gjorde i sin seneste kamp, vinder han EM-titlen. For i den kamp var han bare suveræn. Desværre ligger seneste kamp næsten tre år tilbage, da Enock Poulsen efter sejren i EU-titelkampen mod polske Michal Syrowatka i juni 2019 først var igennem en knæskade og efterfølgende måtte vente tålmodigt på, at coronapandemien forsvandt. En så lang pause kan potentielt være dræbende for enhver, men at dømme ud fra de meldinger, der kommer fra danskerens lejr, tyder intet på det. Enock Poulsen virker skarp.

Franck Petitjeans pause fra ringen har dog været endnu længere end Poulsens. Faktisk har franskmanden nu været væk i mere end tre år, så den lange boksepause er ens for dem begge.

Faktisk ligner det en gylden chance for Enock Poulsen for at vinde EM-titlen. Vel er Franck Petitjean en god modstander – det er man pr. definition, når man er officiel EM-udfordrer – men da flere af af vægtklassens bedste europæere har blikket rettet mod diverse VM-bælter, kunne modstanden sagtens have været langt sværere.

Ganske vist er Franck Petitjean højrefodsbokser, og sådan en har Enock Poulsen endnu ikke mødt som professionel. Men han har haft kompetent sparring med højrefodsboksere og burde således være velforberedt. Franskmanden er ligesom Poulsen en meget bevægelig bokser. Han virker dog ikke til at have den samme hurtighed som Enock Poulsen, og det kan meget vel blive en afgørende faktor.

Der er ingen grund til at forvente andet, end at kampen kommer til at gå alle 12 omgange. Der bliver næppe tale om nogen dansk opvisning eller klar sejr, men Enock Poulsen må være kneben favorit. Herfra satser vi derfor på, at Danmark sent torsdag aften har fået sin første EBU-mester i fem år.

Vanskeligt titelforsvar for Mahfoud

Også Sarah Mahfoud (10-0) skal stå over for en højrefodsbokser, og også hun får brug for sin bevægelighed, hvis hun skal forsvare sit IBF-bælte mod tyske Nina Meinke (12-2). Tyskeren går gerne fremad, og selvom rekordlisten ikke flyder over med knockoutsejre, ligner hun en bokser med forholdsvis god power. Hun slår både højt og dybt, og hvis Mahfoud tager imod for mange af den slags træffere, kan hun meget vel miste luften.

Foto: Danish Fight Night

En slåskamp på halvdistancen vil tyskeren sikkert synes bedst om, så det holder Mahfoud sig forhåbentlig fra. Hvis Sarah Mahfoud formår at holde sin modstander på distancen, bør hun med de lige stød kunne bokse en pointsejr hjem. Kampen virker dog mere jævnbyrdig end noget opgør, som Sarah Mahfoud tidligere har været oppe i – og selvom vi naturligvis hepper stort på Mahfoud, vil det ikke være verdenshistoriens største sensation, hvis det ender med en tysk sejr.

Meng i interessant titelkamp

Også i aftenens tredje titelkamp skal den danske hjemmebanefavorit stå over for en højrefodsbokser. Oliver Meng (8-0) har i sine hidtidige kampe vist prøver på et stort talent, og trods sin unge alder skal han allerede ud i sin tredje titelkamp med chance for at vinde sit andet bælte. Han har tidligere vundet IBF’s ungdomstitel, og denne gang er det WBC’s ditto, der står på spil. En titel, der kan give værdifulde point til både selvtillid og ranglister, og som vi tror på, at Oliver Meng kommer til at få med hjem til Gedser.

Hans modstander hedder Eslih Owusu (7-0). Han har ghanesiske rødder, men er i dag bosiddende i Massachusetts i det østlige USA, som han også repræsenterer. Owusu er i ubesejret, hvilket i sig selv gør ham til en spændende modstander, og ser man nærmere på nogle af hans kampe, ser man, at han uden tvivl er en særdeles kompetent modstander til Oliver Meng, selvom han ikke er den lykkelige ejer af et lige så åbenlyst talent som danskerens.

Foto: Danish Fight Night

Owusu vil gerne bokse fra distancen med sit lange jab og sine lige stød, men det får han næppe mulighed for, når Oliver Meng først for alvor folder sig ud. Buddet herfra er derfor endnu en opsvisning af Oliver Meng, der meget vel kan have sikret sig karrierens anden titel, inden alle de berammede 10 omgange er forbi.

Ljungquist møder høj ukrainer

Undercardet byder desværre hverken på Ditlev Rossing (14-0) eller Jeppe Morell (10-3), hvis kontrakter med Mogens Palle er udløbet og som begge har valgt at se i andre retninger. Ditlev Rossing slås for tiden med personlige problemer, som han forhåbentlig formår at overvinde, men at Jeppe Morell på nuværende tidspunkt har valgt at vinke farvel, virker underligt. Det er en disposition, som naturligvis står ham helt frit for, men som det er vanskeligt at se det rationelle i. Ingen anden promotor er foreløbig stået klar med åbne arme, og hvad den boksemæssige fremtid nu byder for Morell, er mere end usikkert.

I stedet bokser sværvægteren Kem Ljungquist (11-0) sin første kamp i Mogens Palles regi, når han møder den ubesejrede ukrainer Vyacheslav Zhyvotyagin (5-0). Ljungquist har lige som alle andre haft en lang pause hen over coronapandemien, og den har han blandt andet fyldt ud ved at bokse en række kampe som amatør. Om det har været en fornuftig idé, kan man sætte mange spørgsmålstegn ved, og medingerne fra danskerens lejr er da også, at han fremover alene vil satse på at bokse som professionel.

Ljungquist vendte så sent som i torsdags tilbage til ringen, hvor han i hjembyen Nykøbing Falster vandt en alt for let sejr mod en ungarsk journeyman. Et par omgange til at slå den værste rust væk havde sikkert været at foretrække, men på papiret ser det da også helt okay ud at slå en modstander ud i 1. omgang – og så er der heller ikke opstået nogle skader, der kan være generende for kampen mod Zhyvotyagin.

Vyacheslav Zhyvotyagin – som sikkert ikke kun bliver en udfordring for Kem Ljungquist, men også for ringannounceren – er ligesom Ljungquist næsten to meter høj. Dermed er der en markant forskel på Kem Ljungquist og ukrainerens hidtidige modstandere. Han er nemlig vant til at møde folk, der er markant lavere end ham selv. Klip fra hans tidligere kampe viser, at han gerne går på afstand og styrer sin modstander med sin lange venstre, men den taktik vil han formentlig få svært ved med mod Ljungquist, der er et par centimeter højere end ham selv. Ukraineren må derfor finde en ny taktik frem.

Det ligner en interessant matchning – det er kampe mod ubesejrede modstandere for det meste. Vyacheslav Zhyvotyagin ligner en kompetent modstander, og han er muligvis den bedste, som danskeren hidtil har mødt som professionel. Om det siger mest om den 28-årige ukrainer eller den hidtidige matchning af Kem Ljungquist, er vist et spørgsmål om temperament, men der er god grund til at se frem til opgøret, som vi gætter på ender med en dansk pointsejr efter otte omgange.

Heva Sharif (4-0) fuldender det fem kampe store professionelle program, når han møder serbiske Sebastijan Saciri (2-3). Sharif viste i sin seneste kamp for mere end to år siden ganske lovende takter, da han besejrede spanske David Munoz, og mod Saciri skal han nok få solid modstand. Selvom serberen har tabt mere, end han har vundet, viser især nederlagene, at han er en bokser, der ikke uden videre lægger sig. Han er dog castet efter, at Heva Sharif skal vinde.

Pay-per-view på nettet

Stævnet bliver indledt med en minilandskamp mellem fire af de bedste danske amatørboksere, som møder ditto fra Belgien. Det er amatørkampene, som indleder stævnet, der bliver ringet i gang klokken 18.

Desværre har tv-stationerne fundet det mere interessant at vise ishockey, håndbold og dart denne torsdag aften, og det er derfor nødvendigt at gå alternative veje, hvis man gerne vil se stævnet. Der er fortsat billetter til salg, og ellers er det muligt at se stævnet via nettet. For 250 kroner kan der købes adgang til at se hele stævnet via www.danishfightnight.tv.

2 COMMENTS

  1. Jeg har stadig ikke fået svar fra dfn.tv om man kan se stævnet forskudt. Det må være fordi det ikke bliver muligt.
    Så hvis der er en venlig sjæl der bånder/dvd’er stævnet vil jeg rigtig gerne høre fra dig, så jeg kan se det når jeg kommer tilbage fra ferie.

Skriv et svar til Woller Cancel reply

Please enter your comment!
Please enter your name here

Seneste historier