torsdag, 18. april 2024

Akbari: Min teknik og hurtighed er nok til sejr

Payman Akbari (5-0) har vist lovende takter i sine hidtidige fem kampe som professionel. Om lidt mere end en uge står han over for Diego Valtierra (6-3), når TK Promotion holder stævne i Kolding. Det er en modstander, som den 20-årige dansker er overbevist om, at han vil være i stand til at besejre.

“Vi ved, at Diego Viltierra er en meget fysisk stærk bokser. Han er en bokser, som vil frem hele tiden og holde det høje tempo. Jeg ser mig selv som en bedre bokser og en bedre teknikker, og tror på, at min teknik og hurtighed er mere end nok til at slå ham. Det kræver blot, at jeg er i rigtig god form, for at kunne holde presset i de seks omgange,” siger Payman Akbari ifølge en pressemeddelelse.

Selvom Akbari endnu er grøn på den professionelle boksescene, har han allerede udset sig en ønskemodstander: Den jævnaldrende englænder Campbell Hatton (4-0), som er søn af legenden Ricky Hatton.

“Jeg har spurgt mine promoterer, Thomas & Kasper, om de ikke kan lave kampen, da jeg ikke synes, at han fortjener at stå på den store scene. Jeg er klar til at tage til England for at sætte en stopper for det, da jeg synes, han er dårligere, end folk går og tror. Lad os nu se, hvor lang tid de kan beskytte ham mod de hårde kampe,” siger Payman Akbari.

Campbell Hatton har bokset sine fire kampe under stor bevågenhed, men han har langt fra været overbevisende og har på ingen måde vist eksempler på et talent tilsvarende sin fars. I sin seneste kamp tabte Hatton reelt mod en spansk journeyman, men blev alligevel udråbt som vinder af en meget venlig kampleder.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

Seneste historier