Logo

Adel Younes

29-årige Adel Younes debuterer den 1. februar som professionel bokser, når Mogens Palle arrangerer stævne i Frederiksberg Hallerne. Adel Younes er en noget overraskende og manges øjne måske lidt kontroversiel person at skrive profkontrakt med. Han har blot bokset en enkelt amatørkamp, og han lægger ikke skjul på, at hans fortid har været præget af massiv kriminalitet, og at han har tilbragt en del tid bag tremmer.

"Jeg har været ude i en masse kriminalitet. Jeg sad i fængsel, da Thomas Povlsen kom og besøgte mig. Jeg manglede nogle måneder, inden jeg skulle løslades. Så spurgte han mig, om jeg ville ikke forandre mit liv. Han havde hørt, at jeg var god til at bokse, og han begyndte at fortælle mig, at jeg kunne blive til noget stort. Han fik mig til at tænke positive tanker. Jeg begyndte at tænke over tingene og droppede de negative tanker. Det er det her, som jeg altid har villet. Der har været mange forhindringer, men det er det her, som jeg går efter nu," fortæller Adel Younes ifølge en pressemeddelelse.

Adel Younes vil komme til at bokse i enten mellemvægt eller supermellemvægt, og selvom hans erfaring i ringen mildest talt er overskuelig, tror træner Thomas Povlsen på, at han har fået fingrene i en spændende bokser.

"Han mangler selvfølgelig en masse bokseerfaring og rutine, men hvis han bygges op på den rigtige måde, så er han stilmæssigt en spændende dansk Mike Tyson-type, der er stor, stærk og hårdtslående. Han har en underholdende stil, og han er typen, der ikke er bange for at gå ind og slå på tæven," siger Thomas Povlsen.

KNOCK-OUT - All rights reserved.