Menu
REKLAME HER
A+ A A-

Mock v Veron FotoTrine

Det var et brag af en kamp mellem Lolenga Mock (43-16-1) og Mateo Damian Veron (28-24-3). Heldigvis. For dermed bliver konklusionen på det stævne, som The Colosseum og MTK Global lørdag aften arrangerede i Viby Hallen, at det faktisk var værd at bruge en aften i Smilets By. Udover hovedkampen havde der nemlig ikke været ret meget at skrive hjem om den aften.

Selve arrangementet havde flere bump på vejen. Ingen af de syv kampe på undercardet var gode, og de to første personer, som gik i ringen, burde aldrig have været deroppe. Først skulle en socialdemokratisk kandidat til det kommende valg til Europaparlamentet af uforklarlige årsager fortælle om sine fortræffeligheder, og selvom det umiddelbart føltes som en fornøjelse, da han forlod ringen, gik det ret hurtigt op for tilskuerne, at det i virkeligheden nok var bedst, hvis han var blevet. Aftenens første bokser var nemlig den lettiske debutant Pauls Vilbergs, og han boksede på et niveau, så han og Niels Fuglsang, som den socialdemokratiske kandidat hedder, formentlig ville have haft en jævnbyrdig fight. Niels Fuglsang har nemlig heller aldrig prøvet at have boksehandsker på...

Den person, der har fået den idé, at Pauls Vilbergs skulle i ringen, burde som straf tvinges til at tilbringe en hel dag i selskab med Rasmus Paludan. Han kunne intet boksemæssigt. Som i intet! Det er ikke svært at forestille sig, at det var første gang nogensinde, han prøvede at have boksehandsker på, og da han efter en halv omgang blev knaldet i gulvet, kunne kampleder René Larsen allerede have haft stoppet freakshowet.

Flere mismatcher på undercardet

Imponerende er det heller ikke, at Shakhobidin Zairov (2-0), som er regerende olympisk mester og dermed pr. definiton en klassebokser, bliver sendt i ringen mod georgiske Mishiko Shubitidze (12-14-3). Helt som ventet blev den kamp da også afgjort allerede i 1. omgang.

Det er vanskeligt ikke at undre sig over, hvorfor en klassebokser som Zairov bliver sat op mod en nobody som Shubitidze. Selvom Zairov på mange måder stadig bokser som en amatør og er i gang med en omstillingsproces for at blive en god professionel, skal han ikke møde en så dårlig modstander. Den kamp var totalt nytteløs. Når man har råd til at have en olympisk mester i stalden, burde man også have råd til at hente ordentlige modstandere til ham, men det var ikke tilfældet her.

Tre danske sejre

De tre danskere, som var i ringen på undercardet, vandt helt ventede sejre, men ingen af dem formåede at imponere stort. Haris Dzindo (10-0) var boksemæssigt Benjamin Skender (5-15) overlegen, men noget tyder på, at Dzindo ikke er i besiddelse af det store punch. I hvert fald fik han sat så mange træffere ind, at han burde have gjort større skade på bosnieren.

Dzindo v Skender FotoTrine

Shahriyar Weissi (4-2) er en sjov størrelse. Altså ikke sådan i fysisk forstand, for som cruiservægter er han mindst et par vægtklasser for højt. Weissi viste mod Murat Novalic (0-5), at han er smækfyldt med god boksning, men det nytter ærligt talt ikke alverden, når man allerede efter et par omgange er tydeligt træt. Hvis Weissi blev banket i en ordentlig form og kom ned i supermellemvægt, ville han være en særdeles spændende bokser at følge.

Grønlandske Frank Madsen (3-0) leverede en af de bedre kampe på undercardet. Lettiske Maksims Dembovskis (1-7) viste sig at være en aldeles udmærket modstander til Frank Madsen, for i 1. omgang var de to boksere meget jævnbyrdige med et lille plus til letten. Madsen er en bokser, der satser på fysisk styrke frem for teknik, og da han i 2. omgang havde fået sendt en hilsen ind på letten, stod der Madsen på resten. Både kryds, hooks og uppercuts gik rent ind, inden kampen blev afgjort med en højre til solar plexus.

Frank Madsen kunne såmænd godt blive en interessant modstander til Allan Mahfoud. Sidstnævnte ville i sådan et opgør være klar favorit, men med sit vedvarende pres ville Frank Madsen ikke være uden chance – og han vil under alle omstændigheder levere en yderst underholdende kamp.

Frank Madsen v Dembovskis FotoTrine

Mock har fremtiden bag sig

Alt i alt havde stævnet mildt sagt været et pose blandede bolsjer, inden Lolenga Mock og Mateo Damian Veron trådte op og gjorde det klart, hvorfor det er værd at gå til boksning. Det blev 12 meget intense og meget hårde omgange, hvor Mock til slut fik tilkendt en kneben sejr. Det var en afgørelse, som undertegnede må erklære sig uenig i.

Uanset om det var den rigtige vinder eller ej, var det en fantastisk kamp. Det var dog også en kamp, der viste, at Mock efterhånden må nærme sig slutningen af karrieren. De seneste år har det ellers set ud som om, han aldrig bliver gammel, men det er de færreste, der kan løbe fra deres alder, og Mock lignede en bokser, der er ved at være færdig.

Lolenga Mock viste hele kampen igennem dårlig timing og dårlig afstandsbedømmelse, hvilket kan skyldes, at sparringen ikke har været på samme niveau som den, Mogens Palle præsenterede ham for. Men nok så foruroligende er det, at Mock flere gange i opgøret var alvorligt rystet. I 2. omgang sejlede benene under ham, og flere gange i de senere omgange rystede benene igen under Mock, som de ikke har gjort det siden mødet med David Haye i 2003.

At Veron i 7. omgang fik fratrukket et point for at holde, var fair nok – han havde på dette tidspunkt fået adskillige henstillinger. Men at han igen i 10. omgang skulle have taget et point – denne gang for at skubbe til Mock – virkede en anelse hårdt dømt af den tyske kampleder. Men selv med de to pointfradrag endte Veron med at vinde kampen med 114-112 til knock-out.dk’s scorecard. To af dommerne så det bare anderledes.

Spørgsmålet er så, om dette var Lolenga Mocks sidste optræden i ringen. Kampen blev markedsført som hans afskedskamp, og taget i betragtning at Mock lignede en shot fighter, vil det være svært at begræde, hvis han lader en sejr i en spændende og medrivende kamp være punktum. Men boksning er en livsstil for Lolenga Mock, og derfor er det langt fra sikkert, at han kan finde ud af sige nej, hvis tilbuddet om flere kampe skulle dukke op.

Comments (0)

Rated 0 out of 5 based on 0 voters
There are no comments posted here yet

Leave your comments

  1. Posting comment as a guest. Sign up or login to your account.
Rate this post:
Attachments (0 / 3)
Share Your Location

Online members

Vi har 100 gæster og ingen medlemmer online

WHOS ONLINE

KONTAKT OS

Knock-Out
Huginsvej 31
7800 Skive
Tlf. 97511658

Mobil: 29624964
info@knock-out.dk

SCSocial Find Us