Sauerland vil tilbyde Mahfoud dansker-opgør
- Skrevet af Alex Hermann
- Kategori: NEWS
- Visninger: 1035
Det er meget populært at snakke om en eventuel kamp mellem Dina Thorslund (13-0) og Sarah Mahfoud (8-0). Begge bokseres promotorer har gjort meget ud af at nævne modparten for at hype sin egen bokser, og der er blevet sendt mere eller mindre konkrete tilbud mellem lejrene. Nu melder Nisse Sauerland, der er promotor for Dina Thorslund, sig i det kor.
"Vi vil nu give Mogens Palle et virkelig godt tilbud på en spektakulær kamp mod Dina, selvom jeg nok ikke regner med, at de vil acceptere buddet. Planen er at sende et tilbud på en kamp i morgen, og jeg er ret sikker på, at det bliver den største løncheck, som Sarah nogensinde vil modtage," siger Nisse Sauerland til Ekstra Bladet oven på Dina Thorslunds sejr mod Alesia Graf lørdag aften.
Promotoren vil selvsagt ikke sætte beløb på det tilbud, han vil sende til Mogens Palle.
"Lad os bare sige, at det er et meget konkurrencedygtigt tilbud, og at det er meget lig de tilbud, vi ser blandt vores mandlige boksere. Vi vil formentligt give et tilbud, der er fem til seks gange større end hendes bedste løncheck nogensinde," siger Nisse Sauerland.
Det er dog mere end tvivlsomt, om Palle og Mahfoud vil acceptere et sådant tilbud fra Sauerland. Et rent dansk opgør vil kommercielt være interessant, men Palle lader næppe Mahfoud stille op på et stævne arrangeret af Sauerland, hvor tyskeren i samarbejde med Viasat kan sælge kampen som pay-per-view. Det samme gør sig gældende med omvendt fortegn, og derfor ser eneste realistiske mulighed for en kamp mellem de to ud til at være et samarbejde mellem deres respektive promotorer - og det sker næppe for nærværende.
De to lejres råberi efter hinanden er mest af alt et udtryk for PR. Et opgør synes meget usandsynligt - i hvert fald så længe Dina Thorslund er i stald hos Team Sauerland (hendes nuværende kontrakt løber godt et år endnu) - og vi vil formentlig se Mogens Palle og Sarah Mahfoud gå efter den IBF interim-titelkamp, som Mahfoud har kvalificieret sig til med fredagens sejr mod Bokiwe Nonina.
Imens vil Dina Thorslund nok gå efter at få australske April Adams (11-1-1) - som på mystisk vis har formået at blive officiel udfordrer til Thorslunds WBO-titel - ryddet af vejen.
Foto: KGZ Fougstedt.